
Analyse: Hvordan har effekten af Bluetongue været på reproduktionen i danske besætninger?
De første opgørelser på effekten af sensommerens bluetongue-udbrud på reproduktionen ligger klar, og tallene tyder på en lille stigende tendens til, at smittede besætninger oplever problemer med reproduktionen, blandt andet i form af flere aborter.
Af fagdyrlæge i kvæg Line Fruergaard-Roed, VikingAcademy
Oplevelser fra arbejdet med smittede besætninger har skabt en bekymring for flere aborter både tidligt og sent i drægtigheden. Da VikingDanmark året igennem registrerer, hvor mange køer der insemineres igen efter en positiv drægtighedsundersøgelse, kan disse tal give en indirekte mulighed for at vurdere om niveauet af tidlig fosterdød pludselig ændres på landsplan.
Registreringerne viser en lille stigende tendens på 0,33% i efterårets måneder i 2024 sammenlignet med niveauet for de forudgående 12 måneder. Det tyder derfor på, at der er en lille forøget risiko for tidlig fosterdød med en lille variation mellem besætninger. Forskellene i de enkelte besætninger kan dog også skyldes andre ting. På trods af den lille stigning i antallet af tidlige aborter, kommer geninsemineringerne fortsat på samme tidspunkt, som vi ser normalt, ca. 31 dage efter den positive drægtighedsundersøgelse. Derfor er der ikke noget, der tyder på at køerne har tendens til at ”gå i stå” reproduktionsmæssigt efter den tidlige fosterdød.
Lille stigning i aborter
Niveauet af sene aborter kan vurderes på landmandsindberetninger til DMS. Her vil typisk registreres aborter senere i drægtigheden, som fysisk findes i stalden. Grafen herunder fra januar 2025 viser en stigning i registrerede aborter efterårsmånederne oktober, november og december, hvor der i disse måneder er ca. 200 aborter mere om måneden på landsplan. Denne opgørelse rummer alle registrerede aborter, både i smittede og ikke-smittede besætninger.



