Ilægning i recipientbesætninger
En række besætninger rundt om i landet fungerer som recipientbesætninger - det er besætninger, som har et højt pasningsniveau af kalvene samt gode reproresultater, og desuden ligger de logistisk godt for DT-inseminørerne. Direct Transfer er den betegnelse, som Vikings inseminører bærer efter uddannelse i ilægning af både friske og frosne embryoner. Fra landmandens side kræver det en logistisk sans at få tilpasset og klargjort recipienterne i et samarbejde med både dyrlæge og inseminør. Recipienterne skal være i samme cyklusmæssige tidspunkt som donorkvien, det vil sige, at hun skal have været i brunst den foregående torsdag, enten ved prostaglandinbehandling eller ved naturlig brunst. Torsdag morgen kører Leif Frederiksen, Erik Madsen og de andre DT-inseminører
rundt i de recipientbesætninger, hvor der 10 dage forinden er blevet opstartet recipienter. De klargjorte recipienter undersøges og gradueres i tre kategorier efter kvaliteten af det gule legeme. Den dårligste kategori tilfalder de, som ikke er egnet som recipient, og disse afvises.
De to andre kategorier sammenholdes med kvaliteten af embryoner, som gradueres efter samme system.
Leif Frederiksen uddyber:
- Det vigtigste er at opnå drægtigheder. Derfor bruger vi de bedst klassificerede embryoner på de bedst klassificerede recipienter.
DT-inseminørerne melder herefter ind til skyllestationen, hvor mange friske embryoner de kan ilægge. Hvis der er embryoner i overskud, nedfryses disse, og modsat hvis der er flere recipienter klar, end der er embryoner, anvendes frostembryoner. DT-inseminørerne henter de klargjorte embryoner på skyllestationen og kører derefter direkte ud til de klargjorte recipienter, som ved ilægning af ferske embryoner har 50 % sandsynlighed for at opnå en drægtighed.
Efter endt skyllearbejde
Et af de steder, som gennem en årrække har erfaringer både som recipientbesætning og med egne skylninger, er hos Lene og Michael Jensen ved Hammel. Michael fortæller, at de ser en direkte sammenhæng mellem et højt NTM og en høj livsydelse. Den positive udvikling, besætningen har haft, er en afledt effekt af det intensive avlsarbejde. Dette kunne avlsrådgiver Bjarke Kudahl for et par år siden også bekræfte overfor parret, med en NTM-opgørelse over performanceforskellen fra den højest rangerende fjerdedel kontra den laveste fjerdedel af køerne. Dén øjenåbner gav dem blod på tanden. Der skulle fuld fart på NTM! Så da muligheden bød sig, for at blive aftager af donorkvierne, sprang de på.
- Det er 3,5 år siden, de første 15 donorkvier kom, og det er virkelig nogle gode køer i dag, fortæller Michael.
Siden da har de haft en fast aftale om køb af mellem tre-seks kvier hver anden måned. Kvierne ankommer tomme, og Michael fortæller, at de selvfølgelig er lidt ældre end deres egne løbekvier, men at det går rigtig fint med at få dem drægtige, selvom der lige er en enkelt, der kan være lidt svær en gang i mellem.
- Som gæst bag køerne må jeg indrømme, at det føles lidt som at gå ned ad holsteinkøernes ”Hollywood Boulevard", hvor der står den ene avlsstjerne efter den anden, fortæller Michael.
Michael medgiver også, at det er en stor fornøjelse at se ned over rækken af stærke yvere og generelt super eksteriør. Samtidig er det rigtig gode produktionskøer. Blandt staldens kendisser kan nævnes mødrene til både VH Frem og VH Fillman, men også flere køer som i dag har døtre på skyllestationen.