Fødsel af tvillinger er generelt set uønsket hos malkekvæg på grund af den negative påvirkning på både ko, kalve og besætningens økonomi. Tvillingefødsler forekommer hos malkekvæg i gennemsnitligt knap 1 % af 1. kalvs kælvninger og knap 4 % af øvrige kælvninger, viser en opgørelse fra SEGES Innovation over årene 2009-2018. I dag ser vi imidlertid flere højtydende besætninger med en hyppighed af tvillinger på mere end 10 %.
Af dyrlæge/ErhvervsPhD Karina Elkjær, VikingDanmark
Hos køer vokser der æg frem på æggestokkene i bølger, såkaldte follikelbølger (figur 1). Køer har 2-3 follikelbølger i løbet af en cyklus, hvor et eller få æg vokser frem til 10-15 mm i størrelse, hvorefter de tilbagedannes. Når koen nærmer sig tidspunkt for brunst, bliver der plads til udvikling af modne æg. Normalt er ægløsningen hos en ko strengt styret af hormoner, så koen kun løsner et enkelt æg, når hun er i brunst (svarende til den røde cirkel på figuren). Men langt de fleste drægtigheder med flere kalve opstår, fordi der ’fejlagtigt’ løsnes 2 eller flere æg på samme tid, og koen vil derfor have to gule legemer på æggestokkene i stedet for ét. Der er mange flere køer, der løsner to æg i en brunst, end der rent faktisk fødes tvillinger. Dette skyldes, at der er en større andel af embryontab, hvor enten det ene eller begge fostre tabes.


