
Viking NextGen – fællesskabet for fremtidens kvægfolk
Er du ung og har passion for kvæg og landbrug? Så er Viking NextGen noget for dig.
Af projektleder Kirstine Svenningsen og rådgiver Martin Sigvard Døssing | 03.2026
Viking NextGen er VikingDanmarks fællesskab for unge, der vil mere med deres interesse for kvæg. Her samler vi næste generation af engagerede kvægfolk, og giver dem mulighed for at udvikle sig fagligt, udvide deres netværk og få indflydelse på fremtidens Viking. Det er her fællesskab, viden og muligheder mødes.
Et fællesskab med fokus på din udvikling
Viking NextGen er skabt til unge, der vil være en aktiv del af udviklingen i kvægbruget. Uanset om du er i gang med en uddannelse, arbejder i landbruget eller bare brænder for kvæg, får du adgang til et stærkt netværk og relevant viden.
Her handler det ikke kun om at være med – men om at være med til at forme fremtiden.
Hvem kan blive medlem?
Viking NextGen er for dig, der:
- Er mellem 15 og 35 år.
- Har interesse for kvæg.
- Har lyst til at udvikle dig og være en del af et fagligt fællesskab.
Dine fordele som medlem
Når du bliver en del af Viking NextGen, får du:
- Events og netværk
Invitationer til arrangementer, hvor du kan møde andre unge med samme interesse og få sparring med andre unge i netværksgrupper. - Viden og inspiration
Målrettede nyheds- og inspirationsmails fra VikingDanmark med relevant indhold til dig. - Indflydelse
Mulighed for at give din mening til kende gennem undersøgelser og feedback – og dermed få reel indflydelse på udviklingen i VikingDanmark.
Viking NextGen på Kvægkongres 2026
230 landbrugsskoleelever deltog, da VikingDanmark inviterede til frokost og inspiration på Kvægkongres. Med initiativet sætter VikingDanmark fokus på fremtidens kvægbrugere og arbejder målrettet på at give de unge en tydelig stemme i branchen.
Arrangementet samlede elever fra hovedforløb 2 på landbrugsskolerne og viste med al tydelighed, at fremtiden for dansk kvægbrug allerede er godt på vej. Samtidig markerede dagen startskuddet på Viking NextGen – et initiativ, der skal styrke relationerne til de unge og skabe et fællesskab, hvor faglighed, netværk og engagement går hånd i hånd.
Den store opbakning og positive energi fra deltagerne har bekræftet os i, at der er et stærkt behov for denne type fællesskaber. Derfor er ambitionen klar: VikingDanmark vil fremadrettet skabe flere lignende arrangementer, hvor unge i branchen kan mødes, hente inspiration og udvide deres netværk.
Bliv en del af Viking NextGen netværksgrupper
Hos VikingDanmark har vi sat gang i Viking NextGen netværksgrupper – et fællesskab for unge i landbruget, der ønsker sparring, udvikling og et stærkt netværk.
Den første netværksgruppe startede i oktober 2025, og vi arbejder allerede på at etablere flere grupper. Målet er at skabe forskellige netværk, der matcher, hvor du er i din karriere. Uanset om du er produktionsleder, agrarøkonom, på vej mod selvstændighed – eller drømmer om at blive det – vil der være mulighed for at blive en del af et relevant fællesskab.
Lige nu består én af grupperne af 8 unge, som alle er eller er på vej til at blive produktionsledere og agrarøkonomer. Flere af dem har ambitioner om at blive selvstændige. Fælles for dem er ønsket om at udvikle sig fagligt og personligt – sammen med andre i samme situation.
Ideen til netværket opstod, fordi mange unge efterspurgte et forum, hvor de kunne:
- Dele erfaringer fra en travl hverdag med ansvar for drift og medarbejdere.
- Sparre med ligesindede.
- Få nye perspektiver på både udfordringer og muligheder.
Netværksgrupperne er et fortroligt rum, hvor der er plads til både succeser og udfordringer. Tillid og åbenhed er fundamentet, og det er noget, vi sammen sikrer.
Samtidig er det deltagerne selv, der er med til at sætte dagsordenen. Det giver ejerskab og sikrer, at møderne tager udgangspunkt i de emner, der er mest relevante for jer.
Der afholdes cirka 6 møder om året, hvor der er fokus på både faglig udvikling og erfaringsudveksling.
