
Viking NextGen – Nyopstartede netværksgrupper for unge driftsledere
Vikings nye initiativ for unge i alderen 15 - 35 år er kommet godt fra start. Det er blandt andet lykkedes at etablere en netværksgruppe for unge driftsledere i Midt- og Vestjylland bestående af otte unge. Derudover forventes endnu en gruppe for driftsledere i Nord- og Vestjylland opstartet inden længe.
Af Tina Merete hansen | 05.2026
Netværksgruppe for unge driftsledere i Midt/Vestjylland
Formålet med netværksgrupperne er at skabe et forum for sparring mellem unge driftsledere, som står i en anden rolle end både medarbejdere og ejere.
Hos Viking Next Generation er vurderingen, at den mest værdifulde sparring opstår i grupper, hvor deltagerne har samme arbejdsfunktion. På den måde skabes et fortroligt rum, hvor bekymringer, refleksioner og faglige spørgsmål kan deles på et fælles grundlag.
For at få indblik i deltagernes oplevelser har vi talt med Ida Marie og Jacob. Ida Marie fremhæver at hun har manglet nogle at kunne spare med i hverdagen: “Ved at være en del af den her gruppe har jeg fundet ligesindede, som står med nogle af de samme udfordringer som mig. Det spænder fra medarbejdere og ledelse til faglige aspekter omkring køerne og produktionen. Jeg har fået meget ud af at være med i gruppen, og det er rart at have nogen at sparre med.”
Jacob, som er nyuddannet EUX-landmand fra i sommers, har ansvaret for den daglige drift i tæt samarbejde med bedriftens ejer. Han oplever netværket som et værdifuldt supplement til hverdagen: “Jeg synes, det er fedt at være en del af et fællesskab med andre unge, der har samme interesser som mig. Vi har en god social dynamik, hvor snakken går let – også over frokosten – og det gør det nemmere at åbne op i de faglige drøftelser om forbedringsmuligheder.”
