
En vaskeægte lortehistorie:
På møg-safari med bondekonen
Øv, som jeg ærgrede mig over ikke at have bedre styr på tingene, da jeg sad der til møde i Dansk Naturfredningsforening. Jeg ville egentlig bare gerne på gåtur i mørket for at høre en nattergal synge, og så endte jeg alligevel med at afsløre mig selv til kaffen, inden mørket faldt helt på, som bondekone på et kvægbrug med malkekøer. Økologisk, bevares, men det fik nu ikke min inkarnerede DN-sidemand til at falde til ro.
Af dyrlæge og leder af Academy Line Fruergaard-Roed | 1. september 2025
En landmand. Med let skinger stemme kunne han berette, at der var så meget medicin og ormemiddel i kokassen (ja, det hedder det åbenbart, når man ikke er i erhvervet), at det slet ikke blev omsat, fordi alle insekter og orme døde, når de kom i kontakt med klatten.
Her var det så, jeg mandede mig op og kom med en lang tale om det meget lave medicinforbrug i dansk kvægbrug, og at kolorte fra vores køer var fulde af liv. Hvor kunne det have været sjovt at have lidt bedre styr på tingene, så jeg kunne have afleveret den gode historie med schwung. Hermed inspireret til en insektsafari på afgræsningsmarkerne tænkte jeg: ”Mon ikke der kunne være en kollega eller to, der også kunne få brug for at brilliere med nogle sjove facts om kolorten og værdien af de store afgræssere i vores landskab”.
Her kommer en hurtig genvej, så man til næste sølvbryllup, klassearrangement eller nattergaletur, stolt kan fortælle om den positive forskel vores fantastiske dyr, og vi som landmænd, gør for biodiversiteten.
Dag 1: Turen over afgræsningsmarken
Bevæbnet med kamera og Google på mobiltelefonen står den på krible-krabletur. Den helt friske lune kolort, der ikke er tørret i overfladen endnu, får hurtigt besøg af fluer; ikke dem jeg har i køkkenet heldigvis, men nogle smukke eksemplarer, den gulvingede flue og grøn kokasseflue, kan google fortælle, de hedder: Gødningsfluen, som vi kender fra engen på de varme sommerdage kiggede også forbi.
Der er også aktivitet af billen “møgkær”, som piler hen over lorten. Jeg ved ikke hvor kær den er, men travlt har den, det er sikkert, så de er svære at stille skarpt på, inden de tager hovedspring ned i lorten og graver sig nedad.



