Naturtjek

Arla sætter fokus på biodiversitet hos økologer: Inden 2026 skal alle Arla-økologer have styr på, hvordan de bedst hjælper naturen på vej

Hvad gemmer sig egentlig i læhegnet, bag markvejen eller nede ved mosen? Det får Arlas økologer snart svar på. Alle 156 gårde skal nemlig have lavet et Naturtjek – en slags naturgennemgang med kyndig hjælp og gummistøvler på fødderne.

Af kommunikationsmedarbejder Nina Liin Kjær | 1. september 2025


Ikke flere øre i tanken – men økologer som frontløbere

Naturtjek-initiativet giver ikke flere penge i mælketanken – endnu. I stedet er økologerne udset som frontløbere, og økologien som spydspids for biodiversitet i dansk landbrug.
”Arla er verdens største økologiske mejeriselskab, og efter en periode med faldende efterspørgsel på økologiske produkter, ser vi nu atter en fremgang. Forbrugerne interesserer sig for økologi og biodiversitet” sagde Arla-direktør Henrik Lilballe, da initiativet blev lanceret.

Koncernen har derfor valgt at investere i at få udført Naturtjek hos økologerne, men oplyser, at den efterfølgende implementering af forbedringer, som er kommet ud af et Naturtjek, afholdes af landmanden selv som led i den overordnede indsats på gården.
Ifølge Henrik Lilballe har Arla store ambitioner for at udvikle økologien de kommende år, og Naturtjek-initiativet er et led heri. ”Vi får mulighed for at identificere den natur, der allerede er på de økologiske gårde og for at udvikle den endnu mere”.  

 

Natur med navn og koordinater

Et Naturtjek handler om at få øje på den natur, man allerede har – og få ideer til, hvordan den kan få endnu bedre vilkår. En naturrådgiver fra SEGES innovation ser sammen med landmanden på både satellitkort og virkelighed, og bagefter får man en plan med forslag, og så vælger man selv til og fra.

”Det lyder måske noget simpelt og manuelt, men faktum er, at teknologi i form af for eksempel satellitfotos på nuværende tidspunkt bare ikke kan levere samme detaljegrad af data, som hvis man trækker i et par gummistøvler og gennemgår naturområderne sammen med en uddannet rådgiver fra en velrespekteret tredjepart” siger Ejnar Schultz, bæredygtighedschef i Arla.


Når man ved, hvad man har, er det nemmere at handle

Naturtjekket munder ud i en konkret handlingsplan – og et godt fagligt afsæt for at prioritere indsatsen for biodiversitet.

”Vi ønsker at hæve vidensniveauet og give vores andelshavere den bedste og mest konkrete rådgivning om, hvordan de kan forbedre biodiversiteten, og her spiller Naturtjekket en nøglerolle,” siger Ejnar Schultz, bæredygtighedschef i Arla.


 

Hvad er et Naturtjek?

Hvad går det ud på?
En naturrådgiver gennemgår bedriften – først med kort og data, derefter med gummistøvler og markvandring.

Hvad får jeg ud af det?
Du får en Naturtjekplan med overblik over naturværdier og forslag til, hvordan du kan beskytte og udvikle dem.

Hvem laver det?
SEGES Innovation står bag konceptet og uddanner rådgiverne, som kommer fra Dansk Landbrugsrådgivning.

Hvem får det?
Inden 2026 har alle Arlas økologiske andelshavere fået et Naturtjek.

Baggrunden?
Naturtjek-initiativet tager udgangspunkt i Brandmandens Lov: Bevar det værdifulde, beskyt det truede, genopret det ødelagte og nyetablere natur, hvor det giver mening.