
Mød de unge landmænd
Maiken og Johan har været kærester siden 2013, hvor de mødte hinanden på Bygholm Landbrugsskole, og her læste de begge til agrarøkonom. Maiken kom efterfølgende hjem og arbejdede på fødegården, hvor Johan så stødte til i 2021. Det har altid ligget i kortene, at Johan, som er opvokset på en malkekvægsejendom ved Kolding, skulle overtage den fædrene gård sammen med hans bror, men planerne er sidenhen blevet ændret. I dag er det Johans bror alene der har ejendommen.
Ny stald
Ejendommen nær Voel er en slægtsejendom, hvor Steen, Maikens far, kom med i et I/S sammen med Maikens farfar tilbage i 1979. I 1981 købte Steen en ejendom i fri handel, og i 1996 købte Steen sin far ud af ejendommen og har ejet det siden. Da Maikens far altid har været meget politisk aktiv, og i særdeles- hed efter at børnene er blevet store, så har køerne hovedsageligt været passet af Maiken og hendes mor, Kirsten. Køerne har indtil for 14 dage siden stået i bindestald, så der er en masse nyt at lære, når køerne flytter i et nyt staldsystem og koantallet øges betragteligt. På ejendommen malkes der lige nu 300 køer, 40 køer er golde og 100 kvier vil kælve indenfor de næste måneder. Målet er, at der i september i år, malkes 450 køer i den nye stald. I forbindelse med udvidelsen har der været anvendt store mængder X-Vik, så de selv havde en stor del af opdrættet. Men for hurtigst muligt at kunne fylde stalden op, er der også indkøbt 150 køer og 50 kvier.
Processen omkring en ny kostald har været på tegnebrættet siden 2020, men tankerne har været der meget længere. Derfor har de også brugt tid på at få besøgt andre stalde og talt om, hvilke ønsker de hver især har til en stald. ”Det har været meget vigtigt for at os stalden er til gavn for køerne” fortæller Maiken. F.eks. har de valgt, at der skal være isoleret tag samt sand i sen- gene, og fravalgt det køerne ikke betaler for. Da stalden er helt ny, og hverdagen endnu ikke har indfundet sig, så er køerne endnu ikke opdelt i hold. ”Stalden er fremtidssikret, da den er bygget med henblik på at producere mælk der opfylder kravene til økologi, hjerteordning osv.” supplerer Johan. Tidligere har køerne været på græs, men efter de er flyttet i den nye stald, så venter de lige lidt med det.
I malkestalden har de valgt en GEA svingover med 28 pladser side-by-side. De var ikke klar til at indsætte robotter og synes ikke, det var optimalt ift. sæsonkælvningen. ”Vi køber fri- hed ved sæsonkælvning i stedet for robotter” forklarer Maiken. I malkestalden er der god udsyn til køerne og malkerne tvinges til at bruge kroppen på forskellige måder for at undgå unødigt slid. Der er en enkelt returgang fra malkestalden, som giver et godt flow, og samtidig mulighed for at separere køerne let efter malkning.


