
Læs om Arne Østergaards gode erfaringer med krydsningskøer. Bl.a. den godmodige Jersey-adfærd fornægter sig ikke.
For år tilbage omlagde Arne Østergaard sin strategi og gik fra en renracet Holsteinbesætning til Kombi-Kryds. Et krydsningskoncept, som bibeholder avlsinteressen og pladsen til en kerne af renavlsdyr af besætningens oprindelige race.
- Jeg var rigtig godt tilfreds med mine Holsteinkøer, men jeg var lige så godt tilfreds med mit staldanlæg. Valget var naturligt for mig, så stalden forbliver i nuværende form, og køerne måtte tilpasses det eksisterende anlæg, forklarer Arne Østergaard som det bærende argument for den strategiske ændring imod erfaringer med krydsningskøer.
Arne Østergaard ønskede hurtig en effekt i størrelsen, og derfor faldt valget på Jersey som første indkrydsningsrace og RDM som efterfølgende race. De ringeste køer blev insemineret med Jersey, og der var stor spænding, da F1-generationen kælvede ind (første generation af krydsningsafkom).
- Jerseykrydsningerne overraskede virkelig positivt, da de kælvede ind og begyndte at levere mælk i tanken, siger Arne Østergaard.
Krydsningerne blev sammenlignet med de udmærkede renracede Holstein-køer, der havde kælvet ind samtidig, og beslutningen om fuld krydsning i besætningen blev taget. Omkring spørgsmålet til størrelsesforskelle er Arne Østergaards svar klart. Krydsningskøerne er mindre, men overraskende ensartet. Den mindre størrelse fungerer perfekt i sengebåsene, og de mindre køer oplever ikke problemer med hverken at komme frem til foderbordet eller til robotten. Arne Østergaard pointerer smilende, at adfærden fra Jersey er tydelig at spore.
- Mine krydsningskøer er langt mere nysgerrige og generelt nogle dejlige dyr at arbejde med, siger Arne Østergaard.

