
Kaare Larsen står i stalden på bedriften, Brunbjerggaard nær Gilleleje og skuer ud over sine 180 RDM køer. Her møder Viking ham på en mild, men blæsende dag i januar til en snak om fremtidens landbrug. Kaare har meget på sinde, når talen falder på emner som klima, dyrevelfærd og ikke mindst kontakten til forbrugerne. Derfor fik han prisen som Fremtidens Landmand inden for bæredygtighed i 2019 af udvalget for virksomhedsøkonomi og ledelse hos SEGES. Kaare mener, at det er sund fornuft at tænke i bæredygtige løsninger:
”Rigtig mange af de tiltag, der gavner dyr, miljø og klima, gavner i sidste ende også landmandens bundlinje, og når vi snakker bæredygtighed, kunne man i stedet bruge ordet holdbarhed – for det vil vi jo gerne have; holdbare køer, maskiner og så videre,” siger Kaare.
Han er ked af, når debatten om landbrug bliver sort/hvid – hvad enten det handler om klima eller dyrevelfærd. Hvert år tager han derfor imod skole- og gymnasieklasser, som kommer med i stalden for at blive klogere på dansk mælkeproduktion. Desuden kigger han forbi dyrskuer med sine køer, hvor han møder forbrugerne, som stiller mange spørgsmål om alt muligt – inklusive avl:
”De fleste bliver vildt overraskede over, hvor meget energi vi bruger på reproduktionsarbejdet, og at avl er den videnskab, den er. De bliver blæst helt bagover,” siger Kaare og griner.
Og netop avlen fremhæver han som et område, der kommer til at have stor betydning for arbejdet hen imod et mere klimavenligt landbrug:
”Avlen har rykket os rigtig meget allerede. I dag er køerne utrolig sunde og holdbare, og det bliver kun bedre med tiden. Samtidig giver dyrene dobbelt så meget mælk som for tredive år siden, og der forskes intensivt på en bedre udnyttelse af foderet, som kommer til at blive helt afgørende,” siger Kaare.

