

Efterårsklar i kalvestalden
Det er lettere at forebygge end at indhente det tabte. Her får du tre aktuelle opmærksomhedspunkter, som kan hjælpe dig og dine kalve godt ind i efteråret.
Af Kalve- og Slagtekalvespecialist Terese Christel Jarltoft | 04.09.2026
Kend og dit nye korn og indfas det gradvist
Udtag en repræsentativ prøve af årets korn, og få som minimum analyseret tørstof, protein og stivelse. Brug resultatet til at tilpasse foderblandingen – årets korn er ikke nødvendigvis som sidste år.
Forebyg samtidig ”nykornseffekt” ved at lade kornet lagre i minimum 3–4 uger og derefter indfase det gradvist, eksempelvis med 25% mere nyt korn i blandingen om ugen. Tilpas også foderets indhold af E-vitamin i de første tre måneder i samråd med din fodringsrådgiver.
Forbered efterårets vaccinationsindsats
Vent ikke på den første hostende kalv. Gennemgå bedriften sammen med din dyrlæge og læg en plan for vinteren. Et effektivt vaccinationsprogram kan kræve to eller flere doser og tid til at opbygge beskyttelse. Derfor skal indsatsen begynde, før luftvejsproblemerne opstår.
Gør kalvestalden klar til koldere og vådere vejr
Gennemgå ventilation, belægning og liggearealer, inden nætterne bliver køligere.
Find områder med træk, fugt eller utilstrækkelig luftudskiftning, og sørg for rigelig tør strøelse.
Hold gangarealer og klove så rene og tørre som muligt og forebyg klovlidelser. Udtørrende produkter som kridt eller hydratkalk kan være et supplerende tiltag i forebyggelsen af klovbrandbylder. Efterse samtidig kreaturklipperne og andet udstyr, som skal bruges i efteråret.
Hold øje med:
Hoste, tåre- eller næseflåd, faldende foderoptagelse og ændret gødningskonsistens. Små forandringer kan være det første tegn på, at noget er på vej.
