Banner Farvel Til Kanden

Farvel til kanden: Fast prøveudtager skal gøre ydelseskontrollen lettere

En fastmonteret prøveudtager skal erstatte de manuelle kander og bægre i malkestaldene.
Systemet gør prøveudtagning enklere, mere præcis og klar til fremtidens digitale ydelseskontrol.

Af kommunikationsmedarbejder Nina Liin Kjær


Lyt til artiklen her


Et nyt system til nemmere prøveudtagning i malkestalde og karruseller er på vej i produktion. Løsningen skal erstatte de nuværende procedurer og gøre ydelseskontrollen enklere for landmænd verden over.

Udviklingen af den permanente prøveudtager er så langt, at de første komponenter nu er sat i produktion hos en Hollandsk producent. De første tests bliver sat i gang i Danmark, Tyskland, Irland og USA – i første omgang sammen med faste mælkemålere af typen Nedap Flowmeter og MM 25 fra Delaval. Hos Viking Data- og Ydelsesservice forventer man at teste i danske besætninger medio 2026.

Målet er, at landmænd fremover skal kunne få udtaget mælkeprøver direkte i prøveglas, uden at skulle bruge de manuelle kander, bægre og øsere, som mange i dag finder omstændigt på kontroldagen.

”Vi arbejder på at gøre prøveudtagningen langt enklere for landmanden. Den nye prøveudtager bliver en fast del af anlægget, og gør det muligt at tage prøver direkte fra malkningen” siger direktør for Viking Data- og Ydelsesservice Niels Henning Schneider Nielsen.

Skal erstatte de manuelle systemer
De fleste malkesystemer på markedet anvender i dag en form for opsamlingskande, hvorfra mælken manuelt overføres til prøveglas. Det nye system skal på sigt erstatte dette ”kande-/flaskesystem” og udviklingsteamet forventer, at prøveudtageren med tiden kan tilpasses flere fabrikater, så den kan bruges bredt i markedet.

 

Vi arbejder på at gøre prøveudtagningen langt enklere for landmanden. Den nye prøveudtager bliver en fast del af anlægget, og gør det muligt at tage prøver direkte fra malkningen.
– direktør for Viking Data- og Ydelsesservice, Niels Henning Schneider Nielsen.

 

Mulighed for hyppigere prøver
På længere sigt åbner teknologien for helt nye muligheder i besætningen. Planen er, at udvalgte køer fremover kan få taget prøver ugentligt f.eks. nykælvere, køer der skal tjekkes for drægtighed eller til PCR-test. Arbejdet med at håndtere de nye datamængder i DMS er allerede sat i gang i udvalgte testbesætninger.
”Perspektivet er, at kontrol og overvågning af køernes sundhed kan ske langt mere løbende og målrettet end i dag” forklarer Niels Henning Schneider Nielsen.

Fremtid uden flytbart udstyr
Over tid forventes behovet for flytbart udstyr i malkestald til mælkekontrol helt at forsvinde. Forudsætningen er dog, at der er et velfungerende ID-system i besætningen, så hver prøve kobles korrekt med koens data via scanner og stregkode på kontroldagen.