

Data og genetiske tests giver ikke blot værdi i danske besætninger men også på eksportmarkedet
Udover at understøtte din besætnings avlsmæssige fremgang gør informationerne fra ydelseskontrol og genomisk test, også dine dyr lettere at sælge og sikrer samtidig, at dansk kvægavl kan levere på de salgs- og købskrav, verdensmarkedet stiller.
Af kommunikationsmedarbejder Nina Liin Kjær
Ydelseskontrol og genomisk test spiller en afgørende rolle i VikingDanmarks salg og eksport af dyr. Dataene fungerer som dokumentation for kvalitet, afstamning og genetiske egenskaber – og er dermed en forudsætning for at kunne levere mange af de dyr, som internationale kunder efterspørger.
Genomisk test gør det lettere at udpege dine bedste og dårligste dyr
Ligeledes er genomisk selektion i stigende grad med til at styrke eksportarbejdet. Testene gør det muligt at udvælge dyr på enkeltdyrsniveau og efter specifikke egenskaber. Dermed kan man matche kravene fra købere, der f.eks. efterspørger kvier med højt malkeflow til robotbesætninger eller dyr med bestemte genetiske varianter som A2A2.
Denne præcision i selektionen betyder, at landmænd kan beholde de mest værdifulde dyr til egen avl, mens de øvrige, som stadig er af høj kvalitet i international sammenhæng, kan sælges til eksport. Resultatet er både bedre udnyttelse af besætningens genetiske potentiale og en styrket eksportværdi.
En konkurrencefordel i markedet
Jo mere data, der er til rådighed om dyrene, desto bedre kan en eksportør og formidler af levedyr som VikingLivestock målrette leverancerne, til de specifikke ønsker fra kunderne. Ydelseskontrol og genomisk test er dermed ikke blot værktøjer til avlsfremgang, de er også en konkurrencefordel, der løfter hele salgs- og eksportarbejdet.
Mulighed for eksportstamtavle
I mange lande er en ICAR certificeret eksportstamtavle enten et myndighedskrav eller en forudsætning for, at et dyr kan optages i den nationale stambog. Dermed bliver ydelseskontrollen direkte koblet til eksportmulighederne: Dyr fra besætninger, der ikke er tilmeldt ydelseskontrollen, kan ikke få en eksportstamtavle.
Konsekvensen er færre afsætningsmuligheder og ofte til lavere priser. For besætninger under ydelseskontrol betyder det derimod et stabilt marked med mulighed for løbende levering af avlsdyr – også i større partier.
